Livet er også dejligt som passager i et arriva-tog

Mens jeg skriver..

Ligenu, alt imens jeg hamrer mine knap så kønne pølsefingre ned i tastaturet på min åh så skønne mac, som altid formår at gøre lektierne sjovere, sidder jeg med fedtede fødder. Fedtede fødder fordi jeg lige har smurt mine fødder ind i en fodcreme, efter et fodbad på terrassen i solskin med sommerfuglene flyvende omkring mig. Kom nu ikke efter mig, jeg har selvfølgelig sørget for, at min creme er uden parfume og så videre, selvom det endnu ikke er det jeg gør mig mest i.

Alt imens jeg sidder og skriver, lytter jeg til You’re Beautiful af James Blunt og dufter til de pulled pork burgere, min mor er ved at kreere nedenunder. Duften har fyldt hele huset.

Alt imens jeg skriver, sidder jeg i rent pænt sengetøj, som jeg alligevel formåede at få trukket over dynerne, inden jeg besluttede mig for, at jeg idag skulle bruge dagen på netop ingenting. Det er nemlig intet mindre end min sidste feriedag, efter 2,5 måned. Ganskevist bestod det første måned af en årsprøve og nogle fuldtidsvagter, og selve sommerferien efterfølgende også af flere ugers arbejde, men det er stadig den sidste feriedag inden skole.

Alt imens jeg sidder her og skriver, lytter til lækkert musik, dufter til lækkert mad og sidder i lækkert sengetøj, tænker jeg over alt det der er sket siden sidste år. Jeg husker denne aften et år tilbage så tydeligt. Siden da har jeg lavet utrolig meget gymnastik, kæmpet mig gennem et brud med min daværende kæreste, som idag er min ven, jeg har spist utrolig meget god mad, specielt fået øjnene op for juice og detox water, fået nye og anderledes venner, været til nogle vildere sammenkomster, stævner, oplevet kærlighed på et helt nyt niveau. Jeg har lært at kærlighed er mere end godnatkys, at jeg er i stand til mere end jeg tror og at jeg faktisk kan hvad jeg vil. Jeg har fundet ud af, at jeg er stædig og glad for Southern Comfort og Asti. Jeg har opdaget, at kærligheden ved at læse bøger, for mig er ikke-eksisterende i skoleperioder, men i ferier er bøgerne derimod et behov jeg har. Jeg har oplevet en masse, både store og små ting, men det mest spændende er, hvor meget der kommer til at ske det næste år.

Alt imens jeg sidder her og skriver, vokser tanken om, hvor meget jeg glæder mig til at se mine klassekammerater igen. Imorgen er jeg så heldig, at dagen først starter klokken 9, og at jeg derfor også har privatchauffør på vej til skole.

Alt imens jeg har siddet her og skrevet dette, er cremen på mine fødder tørret ind, og jeg har fødder som føles som en babynumse – blød som bare pokker.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet er også dejligt som passager i et arriva-tog