Jeg valgte gymnasiet STX, fordi det virkede oplagt. Alle andre piger i min omgangskreds gik den vej, og hvis jeg gjorde samme, kunne jeg åbne mange veje. Senere hen har jeg spenderet en hel del tanker på, om det nu var det rigtige. Idag virker HTX for mig mere indbydende og har de fag, som jeg efterfølgende er begyndt at interessere mig for.

Og sådan en type er jeg. Den dér irriterende type, der aldrig aner helt hvad hun vil. Tager det hele lidt på gefühl, og ser så hvordan det går.

Enten er der intet der lykkedes, eller også lykkes det næsten i lidt for stor grad. Det kan man så altid bruge lidt tid på at grine af. Sådan foregik det med mit job. Jeg havde intet job, og havde søgt mange steder. Så fik jeg endelig et job. Et job med 3 timer i ugen i alt, fordelt på 3 dage. Det svarede til at cykle derned, vaske en tallerken op, sige vi ses igen, for så at cykle hjem igen. Men, jeg havde et job. Intet mindre end 2 måneder efter, blev jeg tilbudt et mere rigtigt job. Sådan et med arbejde hver tredje weekend, hver fredag, og 3 timer hver onsdag – yeds (udtales med blødt d). Jeg tog imod og blev ret glad for det, men efter 2 måneder var jeg tvunget til at opsige 1-time-ad-gangen-jobbet. Fair nok, efter mange mislykkede forsøg for at prøve at møde chefen på jobbet, endte det med, som den ynkelige person jeg er, at jeg ringede og sagde op. Svaret jeg fik tilbage lød nogenlunde som følger “Det er selvfølgelig i orden, vi har været glade for at have dig. Har du mulighed for at arbejde bare 1,5 måned mere, så jeg kan nå at finde en ny? Pt. er nemlig et elendigt tidspunkt, for jeg ligger sygemeldt med en diskusprolaps” – fedt Laura, skide godt gået. Men jeg klarede 1,5 måned mere med to jobs. Altså det jeg før havde intet af. En måned efter, blev jeg tilbudt mit drømmejob (så drømmejob som det nu er muligt for en pige på 17 bosat i Vestjylland), og jeg takkede ja. Prøvede først 1 måned igen med to job – før jeg igen måtte igennem samme procedure som før… Og jeg endte med, at arbejde med to jobs i 3 måneder.

Men nu kører det. Har kun 1 job, som jeg faktisk kan lide – men det tog mig også 1 år, fra jeg var ude med ansøgninger, til at det kører, som det gør idag.

Ja, sådan en type er jeg. Og ud af dette indlæg lærte i ikke videre om mig, udover at jeg hedder Laura, er 17 år og bosat i Vestjylland. Men det er vel også nok for nu.